Om Undervisningsbiblioteket.dk
Undervisningsbiblioteket.dk er et nyt tilbud til skoler og private, etableret i 2026 af mig, Sofus Christensen.
Jeg er uddannet lærer fra Læreruddannelsen i Aalborg med linjefag i dansk, samfundsfag og historie. Indtil videre har jeg taget danskfaget med mig herind på Undervisningsbiblioteket.dk - Måske kommer der mere til senere ;-)
Undervisningsbiblioteket blev skabt som et alternativ til de mange undervisningsportaler, der allerede findes. Filosofien bag siden er enkel: Jeg vil bruge min tid på det, jeg holder allermest af – at udvikle nye, spændende og brugbare undervisningsmaterialer. Mit mål er at skabe materialer, der er bare lidt bedre end dem, jeg selv ville have lavet til min egen undervisning, så andre undervisere også kan få glæde af dem. Materialerne udvikles løbende og publiceres reglmæssigt, så kig gerne forbi løbende.
Jeg har erfaring fra både folkeskolen og voksenundervisningen, og jeg brænder for begge områder. Derfor henvender materialerne sig også til begge målgrupper. Især inden for voksenundervisningen oplever jeg, at der ofte mangler danskmaterialer, som tager voksne kursister alvorligt og ikke fremstår for barnlige. Det vil jeg gerne være med til at ændre.
Selvom jeg endnu ikke kan skrive 5, 10 eller 15 års erfaring på CV’et, har jeg allerede mødt mange af de udfordringer, der fylder i hverdagen som underviser. Derfor udvikler jeg også værktøjer, der kan gøre de praktiske opgaver hurtigere og nemmere – for eksempel til at lave dukselister, opdele elever i valgfagsgrupper og andre administrative opgaver.
Datasikkerhed er noget, jeg tager meget alvorligt. Mine tidligere kolleger har sikkert himlet med øjnene et par gange, når emnet kom op, men det har sat sit præg på Undervisningsbiblioteket. Derfor gemmer værktøjerne som udgangspunkt ikke elevnavne eller andre personoplysninger. Når du lukker siden, er data væk – medmindre din egen browser er sat op til at gemme oplysninger lokalt.
Jeg håber, at du vil føle dig velkommen her hos Undervisningsbiblioteket.dk. Har du inputs eller ønsker til materialer, er du mere end velkommen til at skrive til mig på sofustechweb@gmail.com